01-05-2014

Regnskab til tiden

Selskabers årsrapport skal indsendes senest 5 måneder efter regnskabsårets udløb. Ellers er der konsekvenser i form af afgifter og i sidste instans tvangsopløsning. Påmindelse om manglende indsendelse kommer i virksomhedens digitale postkasse.

Indsendelsesfristen
Selskaber skal indsende årsrapporten senest 5 måneder efter balancedagen. Hvis man har balancedag 31. december, skal årsrapporten således være indsendt til Erhvervsstyrelsen senest 31. maj året efter. Den bliver offentliggjort umiddelbart efter.

Regnskabet skal indsendes elektronisk via en XLM fil i formatet XBRL. Sammen med det elektroniske regnskab skal medsendes en PDF fil med regnskabet, og det er dette, der bliver offentliggjort.

Fristen for børsnoterede selskaber er 4 måneder.

Påkravsbrev
Hvis regnskabet ikke bliver indleveret, udsender Erhvervsstyrelsen et påkravsbrev og minder om indsendelse. Erhvervsstyrelsen skal lige opdage, at der mangler indsendelse for et givet selskab, og påkravsbrevene er derfor historisk udsendt ca. 14 dage efter fristen. Hvis man har balancedag 31. december, er påkravsbrevene typisk udsendt medio juni året efter.

I påkravsbrevet gives en frist på 8 dage. Hvis årsrapporten er indsendt inden for denne frist, er der ingen konsekvenser.

Påkravsbrevet sendes som noget nyt til selskabets digitale postkasse. Dette starter 1. juni 2014. Det er virksomhedens ansvar at læse posten i denne postkasse (ligesom almindelig post). Pas på med at overse post i den digitale postkasse, og dermed overse et påkravsbrev.

Afgifterne
Indsendes årsrapporten senere end 8 dages fristen, skal ledelsen betale afgifter. Den førte måned (juni måned, hvis man har balancedag ved udgangen af december) udløser en afgift på 500 kr. per ledelsesmedlem. For 2. påbegyndte måned (juli), pålægges hvert ledelsesmedlem en afgift på 2.000 kr. Og for 3. påbegyndte måned (august), pålægges hvert ledelsesmedlem en afgift på 3.000 kr., som også er maks.

Det er ledelsesmedlemmerne personligt der pålægges disse afgifter. Selskabet kan derfor ikke betale afgiften. Der ville i situationen i selskabet opstå et tilgodehavende hos ledelsesmedlemmet, som vil være ulovligt, skal forrentes, noteoplyses og oplyses i den kommende årsrapport.

Tvangsopløsning
Hvis årsrapporten ikke er modtaget i Erhvervsstyrelsen i behørig stand rettidigt, kan Erhvervsstyrelsen anmode om tvangsopløsning af selskabet. Dette sker 4 uger efter dato i påkravsbrevet.

Selskabet kan genoptages fra tvangsopløsningen hvis kapitalen er til stede i selskabet og såfremt der ikke eksisterer ulovlige lån til selskabsdeltagere. En godkendt revisor, skal undersøge forholdene og erklære sig om disse to forhold. Undersøgelserne omfatter at revisor opnår bevis for at forholdene er opfyldt.

Hvis selskabet inden for 5 år tidligere har været under tvangsopløsning, kan genoptagelse ikke finde sted, og selskabet bliver faktisk opløst.

Sæsonudsving på et revisionskontor
Du skal undgå afgifter og overholde spillereglerne. Dette vil vi gerne hjælpe til med.

Rigtig mange selskabet har balancedag 31. december. Så vi har typisk travlt med revision og med at assistere med opstilling af årsrapporten, i perioden 1. januar til 31. maj.

Personer med udvidet selvangivelse har frist til indlevering den 1. juli, så i juni måned har vi travlt med dette.

Det passer os med andre ord ret dårligt, at der kommer et selskab med forsinket årsrapport i juni måned, hvis dette kunne undgås. Husk derfor selskabets årsrapport, gerne i god tid.

Kontakt os, hvis du vil høre mere.
 
 
St. Torvegade 12 • DK-3700 Rønne • Tlf. 5695 0595 • CVR-nr. 74717810 • post@ronnerevision.dk

Mandag til torsdag kl. 08:00 - 16:00 • Fredag kl. 08:00 - 14:30