08-10-2013

Virksomhederne har fra august måned fået en Skattekonto

Siden slutningen af august 2013 har alle virksomheder haft en Skattekonto i TastSelv Erhverv. Skattekontoen ændrer ikke ved måden og tidspunktet, virksomhederne skal indberette og betale på. Men det bliver nemmere at få et overblik og afstemme indberettede og betalte beløb - både for virksomheden, revisor og Skat.
 
Man finder Skattekontoen ved at logge på TastSelv Erhverv med NemID. Virksomhederne kan på samme måde som med TastSelv Erhverv autorisere en revisor eller anden rådgiver til deres Skattekonto.
 
Nye regler og principper
Lovgrundlaget for Skattekontoen er opkrævningesloven, som trådte i kraft den 1. august 2013. Det betyder, at alle virksomhedens indberetninger og betalinger fra den dag er omfattet af nogle nye regler og retningslinjer.
 
I den anledning er skattekontoen forbedret med følgende tiltag:
  • Virksomheden får én ny unik betalingslinje til alle virksomhedens betalinger til Skat.
  • Skattekontoen viser et billede af virksomhedens økonomiske mellemværender med Skat, dvs. en opgørelse over angivelser samt ind- og udbetalinger til og fra Skat. Desuden vil man kunne se beløb, som virksomheden ikke har betalt, og som er sendt til inddrivelse.
  • Virksomhedens mellemværende opgøres efter et saldoprincip og skyldige beløb betales i den rækkefølge, de er kommet ind på kontoen - first in, first out (FIFO-princip).
  • Der kommer en mere enkel rykkerprocedure og færre rykkere.
  • Der sker en lovmæssig forenkling med bl.a. ny, ensartet og dag-til-dag rente for alle krav. Renterne bliver tilskrevet månedligt.
 
 
St. Torvegade 12 • DK-3700 Rønne • Tlf. 5695 0595 • CVR-nr. 74717810 • post@ronnerevision.dk

Mandag til torsdag kl. 08:00 - 16:00 • Fredag kl. 08:00 - 14:30