02-01-2014

Iværksætterselskaber

1. januar 2014 kan du skifte til et iværksætterselskab med indskud af kapital ned til 1 krone. Men pas på, der er en række regler, der skal overholdes.

Selskabet
Man skal bruge endelsen ”Iværksætterselskab” eller IVS. Der er tale om en slags anpartsselskab, dvs. hvis der ikke er nogle regler, om det konkrete forhold, skal du benytte reglerne for anpartsselskaber.

Regnskab og bogholderi
Dit IVS skal aflægge et offentliggjort regnskab en gang årligt, ligesom anparts- eller aktieselskaber. Det skal også overholde bogføringsloven, ligesom der skal beregnes moms mv. på helt normale vilkår.

Der er stor sandsynlighed for, at dit IVS kan fravælge revision. Bemærk at regnskabsreglerne ikke ændrer sig af den grund, det er kun revisors erklæring, som kan se anderledes ud.

Kapitalen
Selskabet kan stiftes med ned til 1 kr. i kapital. Hertil kommer, at mindst 25% af årets resultat skal overføres til en særlig reserve, som ikke kan udloddes som udbytte. Der skal overføres til reserven indtil indskudt kapital og reserve tilsammen udgør mindst 50.000 kr.

Resultatet er ikke likviditet. Man kan godt have et overskud på 100.000 kr., som er anvendt til at købe fx en obligationsbeholdning for. Man vil stadig have overskud, og der skal stadig bindes på reserven.

Virksomhedsomdannelse
Man kan ikke indskyde aktiver ved stiftelse eller kapitalforhøjelse af IVS. Dét betyder også, at man ikke kan omdanne sin nuværende personligt ejede virksomhed til IVS.

Hvis der er mere end 50.000 kr. i kapital (aktiver minus gæld), må man omdanne til anpartsselskab (50.000 kr. er grænsen for kapital per 1.1.2014), hvis man ønsker at omdanne. Hvis der er mindre end 50.000 i kapital, må man stifte IVS, som så køber aktiviteterne fra den personligt ejede virksomhed. Skatten er i dén situation helt normal. Kontakt os, hvis du vil høre mere om virksomhedsomdannelse.

Apportindskud
At man kun kan stifte / foretage kapitalforhøjelse kontant, betyder at man ikke kan ikke kan foretage apportindskud. Du kan således ikke stifte et IVS ved at indskyde en bil eller andre aktiver i selskabet.

Så kan man i stedet stifte selskabet og så sælge sine aktiver ind i selskabet. Og i dén forbindelse, har vi fået en værnsregel, idet, det centrale ledelsesorgan nu er ansvarlig for, at erhvervelse af aktiver fra stiftere, kapitalejere og medlemmer af kapitalselskabets ledelse ikke er til skade for selskabet, dets kapitalejere eller kreditorer.

Kapitaltab og likviditet til rådighed
IVS kan stiftes med kapital ned til 1 kr. Men reglerne om kapitaltab er stadig gældende.

Det vil sige, at man skal holde en generalforsamling senest 6 måneder efter, at man konstaterer, at kapitalen er under 50%. Med andre ord, hvis du har stiftet et IVS med en kapital på 1.000 kr. og du konstaterer, at over 500 kr. er brugt eller tabt, så skal der holdes generalforsamling.

Og reglerne om likviditet er stadig gældende. Det er bestyrelsens ansvar at påse og direktionen ansvar at sikre, at kapitalberedskabet er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde kapitalselskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder.

Kontakt os, hvis du vil høre mere om IVS.
 
 
St. Torvegade 12 • DK-3700 Rønne • Tlf. 5695 0595 • CVR-nr. 74717810 • post@ronnerevision.dk

Mandag til torsdag kl. 08:00 - 16:00 • Fredag kl. 08:00 - 14:30